Fare, ulempe og unødig ulempe
Grundregler for færdselSelvstudieModul 1Afsnit 6(1)Selvstudie
Når du er færdig, kan du:
- Forklare hvad det vil sige at køre hensynsfuldt og agtpågivende
- Skelne mellem "til fare" og "til ulempe"
- Forstå hvornår en ulempe bliver unødig
Hele færdselsloven bygger på én grundtanke: kør, så du ikke skaber fare, skade eller besvær for andre. Tre udtryk går igen hele vejen igennem — fare, ulempe og unødig ulempe.
Grundreglen
Du skal altid køre hensynsfuldt og agtpågivende, så der ikke opstår fare, skade eller ulempe, og så færdslen ikke unødigt hindres. Du skal også vise hensyn til dem, der bor eller opholder sig ved vejen.
Særligt hensyn
Vis altid særligt hensyn til børn, skolepatruljer, ældre og handicappede. De er sværere at forudse eller har sværere ved at nå at reagere.
De tre udtryk
Til fare
- En køremåde med <strong>nærliggende mulighed</strong> for sammenstød eller ulykke.
- Eksempel: du svinger ud foran en bil, der må bremse hårdt for ikke at ramme dig.
- Skal altid undgås — det er det alvorligste.
Til ulempe
- Du kommer i vejen for en anden, så han må give plads, vige eller holde tilbage.
- Der er <strong>ingen fare</strong> — kun besvær for den anden.
- Eksempel: du sætter i gang fra kanten, så en bagvedkørende må lette farten.
Ved nogle manøvrer — fx at sætte i gang fra kanten, skifte vognbane eller standse — kan du ikke altid undgå at være til ulempe for andre. Det er tilladt. Du skal blot sørge for, at det ikke bliver en unødig ulempe.
Hvornår er ulempen unødig?
En ulempe er unødig, hvis du let kunne have undgået den — fx ved at vente nogle sekunder, til vejen var fri. Tvinger du andre til at bremse hårdt, fordi du ikke gad vente, er det unødig ulempe.
Tænk: "Tvinger jeg nogen til at ændre fart eller retning?" Hvis ja, og du let kunne have ladet være — så er det unødig ulempe.
Spørgsmål 1 af 4
Hvad betyder det, at en køremåde er "til fare"?